Spansk A + Engelsk A + Tysk F B eller Fransk F B

Her lærer du at kommunikere på et internationalt plan og forstå kulturer, der har spansk eller engelsk som hovedsprog.

Studieretningens indhold

Du kommer til at arbejde med samfundsmæssige og historiske forhold i lande, hvor de to sprog tales, og du beskæftiger dig med sociale, politiske og økonomiske forhold især i Danmark, men også i Spanien, Latinamerika, England og USA. Du arbejder endvidere med både fiktion og sagprosa inden for både litteratur og film. Ligeledes vil musik og sangtekster kunne indgå i forskellige emneforløb og være med til at åbne og udfordre indre og ydre grænser.

Lige meget om du vælger Tysk B eller Fransk B, så toner du denne studieretning sprogligt, og sammenhængen mellem de forskellige sprog og forståelsen af et af de tre sprogs systemer vil gensidigt påvirke hinanden.

Fremtidsmuligheder

Denne sproglige studieretning giver dig et fordelagtigt fundament for dit videre uddannelsesforløb, hvad enten det kommer til at rette sig mod den private eller den offentlige sektor med jobområder inden for medier, kommunikation og sprog. Studieretningen er relevant for dig, der overvejer en videregående uddannelse inden for især de humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag.

European Language and Culture

Denne studieretning udbydes også med en særlig rejseprofil med fokus på sprog og kultur, hvori der indgår øget rejseaktivitet med fokus på studieretningens sprogfag. På den måde kombineres studieretningens sprogtræning med virkelige kulturmøder i Europa.

I 1.g arrangeres sprogskoleophold i henholdsvis Tyskland eller Frankrig. I 2.g går turen mod Spanien for at bruge sprog og kulturforståelse i praksis. Endeligt i 3.g arrangeres der studierejse til det engelsktalende sprogområde. Fælles for de tre studierejser er, at du på tæt hold kommer til at opleve europæisk kultur og sprog. På grund af den store rejseaktivitet vil der være en egenbetaling på 19.000 kroner pr elev.

Ønsker du denne rejseprofil, sætter du kryds ved Spansk A + Engelsk A + Tysk eller Fransk fortsættersprog B, når du foretager dit valg af studieretning i løbet af grundforløbet. Herefter får du tilbud om at tilmelde dig den særlige rejseprofil “European Language and Culture.”

Kort om studieretningen

Du vil komme til at beskæftige dig med:

  • litteratur, film og musik
  • sproglig mangfoldighed
  • kultur og samfund
  • massemedier og globalisering
  • sprog og kommunikation
  • kolonialisme og indvandring.

Fællesskab

Vi er glade for at hjælpe vores elever med at blive endnu dygtigere. Det gør vi også med sociale aktiviteter, hvor gymnasiet danner rammen om hyggelige stunder, hvor du kan få venner på tværs af klasser og årgange. Vi vil nemlig gerne hjælpe dig med at udvikle dig både personligt og fagligt på Hasseris Gymnasium.