Bioteknologi A + Matematik A + Fysik B
Bioteknologi A + Matematik A + Fysik B
Denne studieretning er for dig, der er optaget af sundhed og miljø, og som forestiller sig en uddannelse som læge, tandlæge, molekylær biomediciner, farmaceut, bioteknolog, miljøingeniør, biolog eller lignende.
Studieretningens indhold
Undervisningen i Bioteknologi A står centralt i studieretningen. Vi beskæftiger os med, hvordan man teknologisk kan udnytte biologiske organismer og systemer til forskning, analyse, sygdomsbehandling og produktion. I faget arbejdes der fx med problemstillinger som, hvordan man finder en gerningsmand ved hjælp af DNA-analyser? Hvordan undersøger man, om der er bakterier i drikkevandet? Skal man satse på produktion af bioethanol som brændstof? Kan man undgå hormonforstyrrende stoffer? Hvordan fremstilles og virker medicin? Faget bygger på biologisk og kemisk viden, og vi starter med at få indsigt i, hvordan celler er opbygget og fungerer – såvel biologisk som kemisk. Du vil få indsigt i, hvordan menneskekroppen fungerer på især det cellulære niveau, og du lærer både om menneskets genetik og om nervesystemets og immunsystemets funktion særligt med henblik på at kunne udvikle medicin eller helbrede sygdomme. Inden for miljøområdet vil du lære om, hvordan man ved hjælp af bakterier og smarte teknologier kan rense både vand og jord, og hvad vi fx kan gøre for at forhindre hormonforstyrrende stoffer i miljøet. Gennem studietiden vil der være flere samarbejder mellem studieretningsfagene som for eksempel matematisk modellering og repræsentation af mikroorganismers vækst under infektionssygdomme.
Fremtidsmuligheder
Studieretningen giver adgang til de lange videregående uddannelser inden for sundhed, naturvidenskab og teknik på lige fod med studieretninger, hvor Matematik A kombineres med Fysik B og Kemi B.
Kort om studieretningen
Du kommer til at beskæftige dig med:
- sundhed og miljø
- at lave eksperimenter og analyser i et laboratorium
- at anvende naturvidenskabelige teorier og modeller
- at forstå moderne bioteknologiske metoder og deres anvendelse
- at vurdere betydningen og konsekvensen af medicinske og bioteknologiske opdagelser.
Vi er glade for at hjælpe vores elever med at blive endnu dygtigere. Det gør vi også med sociale aktiviteter, hvor gymnasiet danner rammen om hyggelige stunder, hvor du kan få venner på tværs af klasser og årgange. Vi vil nemlig gerne hjælpe dig med at udvikle dig både personligt og fagligt på Hasseris Gymnasium.