Forside   |   STX   |   Studieretninger   |   Musik   |  

Musik A + Matematik A

Er du fascineret af musikkens univers, så er denne studieretning noget for dig. Her beskæftiger vi os nemlig med musik ud fra både en kunstnerisk og en teoretisk tilgang.

Studieretningens indhold

I musiktimerne arbejder vi med både de praktiske og teoretiske aspekter af musikken. Vi starter med at læse og skrive noder og akkorder for derefter at kunne bruge dette til bl.a. at lave arrangementer for band eller kor. Du vil i musiktimerne også blive undervist i sammenspil, stemmeteori, musikhistorie og analyse. Du skal med andre ord bruge ørerne, forholde dig til musikken, spille på instrumenter og bruge din stemme. Vi vil også gøre brug af vores nye, moderne faciliteter og i den forbindelse fokusere både på det kunstneriske og det tekniske. Det er ikke en forudsætning, at man kan læse noder eller spille et instrument. Den væsentligste forudsætning for musik i studieretningen er, at du har lyst til at beskæftige dig med musik. 

Matematik A er studieretningens andet fag, og det bygger på abstraktion og logisk tænkning. Der er et givtigt sammenfald mellem matematikkens og musikkens systematik. Matematik er dog ikke kun relevant i forhold til forståelsen af musikkens væsen, men også i forhold til din videre uddannelseskarriere, hvor matematik på højt niveau i den grad er nyttigt.

 

Fremtidsmuligheder

Musikstudieretningen er et stærkt tilbud til dig, der brænder for musikken, og som gerne vil udbygge din musikalske kunnen og viden samtidig med, at du igennem musikken, og de øvrige fag, får kompetencer som matematisk indsigt, ideudvikling, performance og samarbejde.

Kort om studieretningen

Du vil komme til at beskæftige dig med:

  • instrumenter og stemme
  • akkorder og arrangement
  • kultur og sociologi
  • matematiske modeller
  • innovation.
Studieretninger med musik
Fællesskab

Vi er glade for at hjælpe vores elever med at blive endnu dygtigere. Det gør vi også med sociale aktiviteter, hvor gymnasiet danner rammen om hyggelige stunder, hvor du kan få venner på tværs af klasser og årgange. Vi vil nemlig gerne hjælpe dig med at udvikle dig både personligt og fagligt på Hasseris Gymnasium.